[OZ-CONTEST] ARRL DX CW 5Q2T

Joergen OZ0J / 5Q2T oz0j at oz0j.dk
Mon Feb 21 12:03:34 PST 2011


Hej alle



Her er så min beskedne score i weekendens contest:



BAND   QSO S/P DUP  POINTS   AVG

----------------------------------

  160     0   0   0       0  0.00

   80    10   7   0      30  3.00

   40     2   2   0       6  3.00

   20    74  26   0     216  2.92

   15    16  10   0      48  3.00

   10     0   0   0       0  0.00

----------------------------------

TOTAL   102  45   0     300  2.94

==================================

       TOTAL SCORE : 13 500



Det blev kun til 3 timer og 12 minutter jf. logprogrammet.



Min optakt til contesten forløb noget anderledes end planlagt. Jeg brugte det meste af weekenden inden på at få samlet en Spiderbean efter styrt i december. Det var igen teleskopmasten fra Spiderbeam, der ikke kunne klare de arktiske forhold i Dammark. Denne gang var det toprøret (inderste sektion i masten), der var bukket lige omkring antennebeslaget. Det var faktisk bukket så meget, så antennen ramte jorden i december midt i al sneen.



Nuvel jeg havde i 2010 købt en del reservedele, så det var bare at finde delene på fjernlageret og få sat nogle nye stumper i. Det tager i øvrigt en del tid at vikle 14 trådelementer og 12 barduner til antennens arme fra hinanden. Antennen var først samlet og klar til montering onsdag omkring skumringstid.



Masten ville i weekenden inden denne contest absolut ikke ned ved at køre sektionerne sammen. Der var ikke længere en antenne på, så det var bare at løse nogle af bardunene og lægge den ned i fuld længde. Masten blev så skubbet sammen, da den var lagt ned.



Fredag var sat til monteringsdag - i hvert fald efter fyraften. Nå men min teleskopmast ville nu ikke trækkes ud, den var nemlig frosset. Den blev smidt i bryggeret ved siden af oliefyret, så den kunne tø op til dagen efter. Jeg startede op ved 4 tiden og kunne absolut få det bedste signaler ud af 80 M. Desværre havde jeg ikke helt fået løst mine HF problemer i min PC, så det blev kun til S&P - med noget til tider hakkende CW.



Lørdag brugte jeg så noget tid på at få parret mast og antenne - og få i alt 15 barduner til masten til at passe. Masten var absolut ikke i det samarbejdsvillige hjørne, så da et af mastens sektioner rendte den gale vej og forsvandt ned i dybet, så var jeg færdig med at hæve den til en fornuftig højde. Ydermere kunne jeg ikke låse den til rotoren, så beamen kom ned i ca. 3 meters højde og fik en snor i det ene ben. Antennen blev så justeret til 300 grader og tøjret der.



Nå nu antennen ikke kunne komme så højt, så fik PA-trinnet lidt mere at lave (1 kW+). Der var et forbavsende godt SWR på 20 M og fair på 15 M - i 3 meters højde. Jeg kørte 15 M om lørdagen, 40 M søndag morgen (det var godt nok små signaler) og 20 M søndag eftermiddag.



Især søndag var god, da jeg selv kaldte CQ. Mit HF problem i computeren spredte sig lørdag også til 15 og 20 M (kun periodisk), men søndag var jeg blevet så tosset over det, så jeg brugte nogle timer på at få det fikset nogenlunde. Derefter blev det mest CW på 20 M, hvor der var mere plads end om lørdagen, og jeg var ifølge logprogrammet oppe på 122 QSO / time som den højeste rate. Jeg havde en til tider voldsom pile-up med op mod 10-15 stationer, der kaldte samtidig. Det takler jeg altså bedre på phone end på CW.



Jeg havde egentlig til formål at få skrabet et WAS diplom sammen, men de manglende stater må vente til SSB testen om 14 dage.



Jeg er også med i 160 M testen næste weekend, og målet er at få kørt i alt 100 DXCC lande. Lige nu har jeg 54, så med lidt held kan jeg fiske de sidste i weekenden. Der bliver sikkert rift om pladserne på båndet.



Jeg så OZ7A og OZ8SW rapporteret på clusteret.



Det var i øvrigt dejligt at blive KALDT af KC1XX. Det sker vist ikke så ofte :-)





73 og på genhør.



Jørgen OZ0J / 5Q2T


More information about the OZ-Contest mailing list