[OZ-CONTEST] OZ5E CQWW CW M/S

Søren Kristensen skris at mail.dk
Mon Nov 30 14:49:51 EST 2020


CQWW 2020 CW 

CQ World War kaldes denne contest og det er ikke bare for sjov. Det er ikke for børn det her. 

Der deltager langt over 10.000 contestere og alle bånd fra 160 til 10m er fyldt i 48 timer. Alle må køre alle og defor kæmper ALLE MOD ALLE. De store kanoner ligger og kalder CQ med 1KW++ og store master med kæmpe antenner og de små pistoler prøver at klare sig i kampen og snuppe de point de kan.
Men det er hårdt arbejde for alle. Bare det at finde en "ledig" frekvens virker som en umulig opgave. Og kæmpe sig igennem en pile-up er også et mareridt. Støjen (hvis man kan kalde det for støj?) fra tusindvis stationer er overvældende.
Men det er også en fed oplevelse at være med i dette kaos. Det gør drenge til mænd.....

Jeg er jo startet som en lille pistol med 100W og en multibånds GP. Har stille og roligt lært mig faget og fået mere og mere erfaring i contesting. Så nu var tiden kommet til at være den store kanon og heldigvis blev jeg inviteret til at lege med hos super conteststationen OZ5E i Stjær, lidt uden for Skanderborg. 

Niels Bo OZ1ETA havde samlet et lille team til lejligheden og vi var enige om at give den max gas i 48 timer. Jeg selv, OZ2I Henning, OZ1JUX Kim og "maskinmesteren" OZ1XJ Andrew mødtes fredag middag for at klargøre operatør pladser, antenner, PCer, switch-bokse, filtre osv osv. Lad mig bare sige, at det er ikke "bare lige" at lave et set-op i denne størrelse. Der er virkelig mange ting der skal spille sammen og der er altid nye udfordringer og problemstillinger.

Ved 15 tiden (direktør-tid, som man siger...) ankommer Niels Bo. Han er den drivende kraft når der skal afvikles de store tester. Han samler trådene og sørger for at tingene kommer til at ske. Taktik, vagt-planer, indkøb af mad og alt andet, bliver styret med hård hånd, tilsat godt humør og et kæmpe overskud, der tilsyneladende ingen ende har. Det er sgu en fornøjelse at opleve.

Da vi var startet i godt tid, var der (næsten) ingen stress på og ved 20 tiden var alt klar. Run-operatørerne (1ETA, 2I og jeg selv 1ISY) slappede af, spiste og sov lidt på forskud.

Starten gik kl 01.00 lokal tid. Jeg var første OP i stolen og kører en 3 timer lang RUN primært på 80m. Puha, det er ikke hverdagskost, så man trænger til at hvile ørerne når ens vagt er overstået. Men det er fedt at være udstyret med PA-trin og super mono-band antenner til alle bånd. Kommer der en der prøver at tage din CQ frekvens, får han bare et los i røven med 1 KW, så varer det ikke længe før han fortrækker, he he. Så kan han lære det!!!

RUN vagterne var skemalagt og så bemandede vi Multiplier stationen når vi havde "fri-vagter". Vi havde heldigvis stationens faste tekniker/operatør Kim OZ1JUX til at assistere. Han har den fordel, at han tilsyneladende ikke behøver at sove.... Han er normalt Phone OP med kan sagtens fiske de fede multipliere ud, efterhånden som de bliver meldt på clusteret.

Lørdag eftermiddag kom stations-ejeren OZ1ADL Jan hjem fra et ferieophold nordpå. Han lugter straks savsmuldet i manegen og overbeviser konen (der ikke har set ham i en uge) om at han har en vigtig opgave i radio-rummet. Det har han faktisk også. Han sætter sig i stolen og fisker den ene multiplier efter den anden, ud af støjen. Han hører (og kører) stationer vi andre har opgivet. Det er sgu sejt. En sand mester i denne ædle Search/Pound kunst. Det gav godt med point på kontoen.

Vi holdt begge stationer bemandet konstant i alle 48 timer. Hårdt arbejde til tider. Når de fede åbninger kommer, kalder man CQ og der kommer 10 svar oveni hinanden og man skal virkelig bevare roen. 
Vi har alle vores personlige stil. Niels Bo hygger sig virkelig. Han elsker Japaner-Runs. Og Amerikaner-Runs. Og alle der ikke morser ordentligt, får en kommentar med på vejen - råbt ud i radiorummet!!! Henning kører bare en stabil 34 WPM og æder alle der svarer på hans CQ. QSOerne vælter bare i loggen - det er en fornøjelse at opleve. Jeg selv er jo ikke en særlig erfaren CW operatør, så jeg sidder lige så stille og passer mine sager, mens jeg er meget koncentreret om at fiske kaldesignalerne ud af "krigszonen".

Vi havde en optimistisk målsætning om at slå OZ rekorden, køre 5000 Qsoer og give vores venner på Amager OZ7A kamp til stregen.
Rekorden blev slået - men vi var desværre ikke ene om det. Drengene fra Amager kørte bare derudaf og lavede et fantastisk resultat. Godt gået!!  Det blev til 4200 Qsoer / ca 4.6 mill point og det er vi rigtig godt tilfredse med.

Det var en fantastisk weekend sammen med gutterne og det er fedt at få lov til at dyrke verdens bedste hobby. 
Tak til alle der kaldte os - vi gjorde alt for at hive jer ud af pile-uppen!!

Her er claimed score:

  Band  QSOs  Zones  Countries
------------------------------
  160:  508    12       55
   80: 1017    26       84
   40:  825    30      102
   20: 1501    31       95
   15:  314    35      106
   10:   32    11       28
------------------------------
Total: 4198   145      470  Total Score = 4,554,690

73 til jer alle derude!!

Søren OZ1ISY / OZ0B




More information about the OZ-Contest mailing list