[OZ-CONTEST] CQWW 160meter CONTEST OZ0B SO HP Assisted

skris skris at mail.dk
Tue Jan 31 17:57:25 EST 2023


  
 

CQ-160m CW 2023 

Jeg synes absolut at jeg havde forberedt mig godt til denne contest. 240 meter Beverage antenne var sat op på min flinke nabos majsmark og den var testet ok. En inverted L- antenne til TX stod flot ved siden af. Titan PA trin var installeret og testet. Jeg havde taget fri fra arbejde hele fredagen, så der ikke var nogen stress-faktor. Kan man blive mere klar? Jeg glemte vist lige at regne Mr. Murphy med….. 

Blev vækket fredag morgen kl 7.00 af min datter, der troede jeg skulle på arbejde. Nå, nu var jeg vågen, så ned i radiorummet med en kop kaffe for at checke forholdene på 160m i graylinen. Jeg kalder CQ DX for at se mine signaler på Reverse Beacon Network. Uha, det ser fint ud. Der er hul til USA og inden længe svarer K1ZM. Så bemærker jeg at SWR er meget højt……. Hva f….. sker der lige?? Helt seriøst mand! Jeg kontrollerer alt og det hele ser rigtigt ud. På med SWR analyzeren, der fortæller mig at min antenne har resonans på 1680 Khz. Øh…What? Jeg har lige pludseligt fået mig en meget lang antenne. Der er ikke andet at gøre, end at tage det varme tøj på og ud på marken for at finde fejlen. Det er heldigvis fint vejr og det havde været surt hvis jeg havde stået der kl 2300 fredag aften med pandelygte på. Tænke-tænke, hvad er problemet? Pludseligt indser jeg hvad der er sket. Min L-antenne er monteret på en 10,5 meter høj alu-mast og en simpel måling med ohm-meteret afslører at alu-masten har fået kontakt med antennetråden. 10,5 meter oppe i luften desværre. Så masten skal ned og ligge. Det kommer den og jeg finder hurtigt fejlen. En simpel tanketorsk. Det er hurtigt fikset og jeg benytter lejligheden til at forlænge masten med 3 meter. Nu er den ikke så nem at rejse alene så konen og sønnike må hjælpe til. Op kommer den og så i gang med at tilpasse trådlængden og den store spole jeg bruger som Hairpin Match. Til sidst siger SWR 1:1,15 på 1830 Khz – helt perfekt. 

Tid til frokost med konen der også har taget en fridag. Ned i radiorummet igen og gøre det sidste klar. Madras på gulvet, energidrik på køl, müslibar og bananer indenfor rækkevidde. N1MM sættes op og alle 3 pc skærme klargøres. Så mangler jeg kun at notere indstillinger på PA-trinnet ned. Efter 3 min warm-up er vi klar. 1 Kilowatt (ca) ind i dummy-loaden og der fintunes med Load og Tune. Hm, jeg synes det virker lidt ustabilt? Der er noget der driller mig… Der er også noget der lugter brændt nu…… For satan da, antenne stikket på udgangen af Titan’en er meget varmt og da jeg hiver i kablet, kan jeg uden besvær trække det ud af stikket. Smeltet over. Fedt. Alle mine kabler i mellem radio, swrmeter, tuner osv er RG-58. De har fint holdt til mine sædvanlige 400 Watt output. Jeg vurderede (naivt) at det også kunne holde til den større effekt, men den gik sgu ikke. Så blev jeg så klog. 

Kort krisemøde – hvad nu? Klokken var ved at være mange og jeg skulle gerne nå at spise aftensmad og sove et par timer inden contest start. Skulle jeg udskifte alle forbindelses-kabler med RG-213? NEJ. Skulle jeg benytte mit gode gamle 400 Watts trin? JA. 5 min efter var vi kørende igen. Spise aftensmad og ned på madrassen med 1 time og 50 minutter til start. Pu-ha, sikken en dag. 

Op og klar til kl 2200 UTC. Båndet summer af aktivitet og alle ligger og sender VVV så de kan holde fast på deres RUN frekvens. Så går starten og jeg starter med S/P efter Mult som jeg plejer i denne test. Udstyret kører som det skal og det er skønt at komme i gang. Min eneste udfordring er at jeg skal bruge tuner når jeg skal over 1845 Khz, da min antenne er lidt smalbåndet. Men det kører fint. Kl 2242 ryger VO2AC i loggen og kl 2308 N4XD. Yes, så er der hul til NA. Jeg kører skiftevis RUN og S/P og der er OK respons. Jeg fornemmer at der er færre deltagere end de foregående år men der kommer hele tiden noget i loggen. Men ingen sved på panden desværre. 

Takket være et heftigt indtag af diverse energi-fyldte drikke og slik, holder jeg mig kørende hele natten uden nævneværdige kriser. Greyline kommer, men der er kun et par enkelte US stationer, så ingen amerikaner-RUN denne gang. SF1Z lukker og slukker kl 0744 og så er det tid til morgenmad, bad og ned på madrassen. 

Sove 5 timer og op frokost. Puha, føles som jet-lag. Døgnrytmen er helt i uorden. Bruger eftermiddagen på hundeluftning og kl 1530 er der aktivitet på båndet igen. Min QSO-rate er stærkt faldende, selvom jeg skyder på alt hvad der rører sig. Jeg trøster mig med, at jeg kan se på Online-scoren at selv de store kanoner har lave QSO antal. Jeg havde en målsætning om at komme langt over 1000 Qsoer, men det kan jeg godt se er urealistisk. Klokken passerer 00.00 og der er langt i mellem QSOerne, og jeg overvejer at krybe til køjs. Hov – hvad var det? Den kedelige lyd af noget der gnister…. Nej, nu må det stoppe!! Lyden kommer inden fra min manuelle tuner. Værktøj frem og af med låget. Jo sørme, en lille gnist springer med jævne mellemrum på min drejeomskifter. Nederen. Der er altså et eller andet med det 160m, der trækker større strømme. Tuneren bliver taget ud af drift og så må det blive low-power over 1845 Khz. Der er heldigvis ikke så meget aktivitet der. Nu er det lige som om jeg har mistet gejsten. Slut for i dag. Ned på madrassen. Go nat. Gider ikke mere i dag. 

Det hjælper på humøret med en lur og jeg står op til greylinen. Her er ikke meget aktivitet men det giver da et par stater mere. Solen kommer og så er det slut. Søndag bliver en sløv affære. Kl 1400 starter jeg båndstøvsugeren efter de sidste point. Jeg går lidt til og fra radioen og der er såmænd også tid til aftensmad med familien og en herlig håndbold-finale. 

N1MM siger 20 ”aktive” timer. Resultatet er nogenlunde tilfredsstillende. Selvfølgelig kommer jeg igen næste år. Det er altså en fed test og der er plads til flere OZere. 

829 Qso 

22 stater + 6 districts 

59 DXCC 

397.677 Claimed points 

  

73 til jer de OZ0B / OZ1ISY Søren 

  

   


More information about the OZ-Contest mailing list