[OZ-CONTEST] CQ WPX CW MULTI-TWO @ OZ5W
skris at mail.dk
skris at mail.dk
Tue May 28 16:31:58 EDT 2024
Endnu en fantastisk radio-weekend er overstået på OZ1RH Palles superstation i Roskilde.
Der var igen taget initiativ til at få samlet en masse gode folk, der elsker at køre contest og hygge sig sammen med ligesindede. Weekendens contest var kulminationen på mange ugers forberedelse på sitet. Der var blevet gjort et kæmpe stykke arbejde af de mange frivillige, med at få alting klar. Ødelagte antenner var blevet udskiftet, rotorer reparerede, mobil-master eleveret (med håndkraft…), metervis af coax kabler trukket og operatørpladser indrettet.
Den største bedrift var foregået i maskinrummet i garagen. Her var udført en total ombygning af kabelføringen imellem antenner-switche, båndpas-filtre, HF-stationer og PA-trin. Et kæmpe arbejde, der letter overblikket, hvis der skal fejlfindes på set-uppet og minimerer muligheden for forstyrrelser stationerne imellem. En sidegevinst var desuden, at mange tvivlsomme kabler og dårlige stik blev udskiftet.
De operatører der skulle køre første nat, var samlet til briefing fredag aften, der som vanligt blev afholdt online på Zoom, så alle operatører havde mulighed for at deltage. De sidste detaljer blev snakket igennem, herunder taktik, vagtplan og det vigtigste: Menuen for fællesspisningen lørdag og søndag aften! Man skal jo altid have en målsætning og denne gang gik vi efter OZ-rekorden for MULTI-TWO, som lød på omkring 10 mill. point og 3400 QSOer. Jo, der skulle hænges i for at slå den, men det var ikke umuligt. Vi satsede på at få 13 mill. claimed points.
Ind og sove et par timer og så ellers op og være klar til start kl 0200 lokal tid. Ballet startede på 40m og 80m, afsted det gik over stok og sten. 1ISY, 1SIC og 1ETA havde den første nattevagt. 2U ankom med frisk morgenbrød kl 800 og så blev der ellers tyllet kaffe og gl. Dansk. Vores tekniker 1JUX mødte ind og 7AM stødte til og så var der vagtskifte kl 1000. Forholdene var fornuftige, uden at være noget man kunne råbe hurra for. Udstyret kørte uden større problemer, efter vi foretaget lidt finjusteringer. 5BD ankom sidst på dagen og indtog sin plads ved radioen. Så gik dagens kok 1SIC i gang med anretningen af sin berømte Finske Pølsesuppe. 1AXG passede radioen via Remote, så alle kunne deltage i middagen, der smagte fantastisk.
Natten forløb uden problemer og ved daggry dukkede 5U igen op med frisk brød. Herligt! QSOerne tikkede ind i loggen og målsætningen så ud til at holde. Ved 10tiden ankom de sidste operatører 8AE og 1AA. De fik en kop kaffe i hånden og så var det ellers i gang. Der var hele tiden bemanding på begge stationer – det var en fornøjelse at se pointene hobe sig op.
Dagens kok 1ETA gik i køkkenet med sine assistenter. De fremtryllede en fantastisk menu, der bød på Pulled Pork burger med hele svineriet. Nam nam, siger jeg bare. 1AXG holdt endnu engang radioen kørende via remote, 1000 tak for det.
Så rundede vi sgu de 13 mill. point og der var stadig mange timer tilbage af testen. Helt fantastisk. Humøret og moralen var i top og selvom øjnene var lidt små, holdt vi dampen oppe til en bitre ende kl 0159.
Palle bød på champagne og kransekage efter et veludført job. Herefter var der ingen problemer med at falde i søvn….
Vi havde masser af besøgende i weekenden, der var interesseret i at se, hvordan man kører contest på den helt store klinge og vi satser på at kommer endnu flere operatører på banen i fremtiden.
Band QSOs Pts WPX Pt/Q
1,8 19 41 4 2,2
3,5 392 881 121 2,2
7 1094 3222 358 2,9
14 1639 3111 460 1,9
21 1242 2858 360 2,3
28 349 649 99 1,9
Total 4735 10762 1402 2,3
Score : 15.088.324
73 på vegne af hele Contest-teamet
OZ1ISY Søren
More information about the OZ-Contest
mailing list